Klimakrisen er ikke begrænset af landegrænser – og det er innovation inden for bæredygtigt byggeri heller ikke. Udviklingen går stærkt og læringskurven er stejl. Derfor havde S2C-projektet fokus på at vidensdele og samarbejde på tværs af Danmark, Norge og Sverige om at mindske klima- og miljøpåvirkningen, når vi bygger. Sammen udviklede vi metoder og best practices inden for bæredygtigt byggeri i det offentlige for at inspirere andre og gøre det mere gennemsigtigt, hvor og hvordan man får mest bæredygtigt byggeri for pengene.
Projektet løb fra oktober 2019 til september 2022.
Scandinavian Sustainable Circular Constructions partnere ville være frontrunners inden for bæredygtigt og cirkulært offentligt byggeri, fordi det er tvingende nødvendigt. Der var behov for at udvikle metoder og best practices til at inspirere andre og gøre det mere gennemsigtigt, hvor og hvordan man får mest bæredygtigt byggeri for pengene.
Kvaliteten af byggeriet skulle og skal højnes, så vi kan nedbringe det store overtræk, som byggeriet gennem mange år har forvoldt kloden. Vi arbejdede ud fra en tro på, at den bæredygtige omstilling sker gennem dialog med samarbejdspartnere i byggeriets værdikæde, og ved at stille tydelige krav til rådgivere, entreprenører og leverandører, så vi sikrer, at vi får et miljøvenligt, sundt og velfungerende byggeri og nærområde, der booster den tredobbelte bundlinje.